VM i herrehåndhold

2025-01-21

Julefrokosten 2024 blev skubbet til januar 2025, hvor Danmark var med-vært ved VM i herrehåndbold. 

Vi måtte drage til Herning for at opleve det live selvom Gitte mente, at det nu havde været praktisk om kampen havde været i Farum Arena 😊.

Ophold var booket på DGI-huset i Herning, hvor alle checkede ind sidst mandag eftermiddag. Hr. P havde inden været ude og sondere området og udvalgt det nærmeste vandhul. Så afsted med os 50 m til Fox and Hounds, hvor gensynet blev skyllet ned.

Middagen blev indtaget efter yderligere en gåtur på 50 m på Bryggeriet Herning, hvor vi havde købt ind på deres buffetkoncept meet-eat-repeat. Mange lækre små retter, vin og øl ad libitum. Mon ikke vi fik udfordret deres indtjening på konceptet den mandag aften.

Den forlystelsessyge Steen havde varsel en overraskelse efter middagen. Der var bobler klar til os på Fox and Hounds, som også lå i vejen på vej tilbage til hotellet. Det var jo første aften sammen, så boblerne blev siden skyllet ned med yderligere drinks.

Bademesteren havde varslet tvungen morgenbadning, men der var forståelse for, hvis det først blev efter morgenmaden. Det blev det så hellere ikke, alt i alt var der kun én, fr. P, der under hele opholdet fik brugt det udleverede armbånd til de fine svømmefaciliteter.

I stedet blev det en regnfuld formiddag i Herning downtown inden klokken blev 11, og vi endelig fandt et åbent vandhul, denne gang ikke Fox and Hounds.

Om eftermiddagen kom taxa som bestilt og bragte os til BOXEN, hvor tre mellemrundekampe og fanzonen ventede. Mad, drikke, to andre kampe, til og fra vores siddepladser i tiden inden kampen mellem Danmark og Tyskland, hvor vi for alvor fik den fantastiske stemning blandt 15.000 tilskuere ind under huden.

Annie og Steen havde flotte Danmark trøjer med til alle. Kells lidt slim, men det blev løst med en visit hos den lokale Sport24. Carsten den anden havde nok set, hvad der ventede de tyske spillere, så han iklædte sig frivilligt også en rød trøje.

Så vi blendede alle smukt ind i mængden, da vi ankom til BOXEN.

Billetterne til dagen var booket mange måneder i forvejen, uden at være sikker på hverken om Danmark formåede at kvalificere sig eller hvem modstanderen ville være. Så det ramte plet, da både Danmark og Tyskland vandt deres indledende puljer og skulle tørne sammen netop den dag, vi var i BOXEN.

Vores tredobbelte verdensmestre svigtede ikke. Et målorgie sendte tyskerne til tælling 40-30.

Inden kampen blev der oddset på kampens resultat. Ingen formåede at ramme helt plet. Men Annie, som nok er den, der har kloget sig mindst på håndbold gennem tiderne, kom tættest på med 40-32. Præmieret blev hun med en lille udgave af VM bolden, overrakt på endnu et besøg på Fox and Hounds, der igen lå i vejen, da vi skulle retur fra BOXEN til hotellet. Tørsten var dog væsentligt mindre denne aften. Måske var det trætheden efter en lang håndbolddag, der sendte os hjem i seng.

Onsdag efter morgenmaden var det kiss and goodbye. Hjemtur igennem tågen til Sjælland respektive Flensborg.

Mange rød/hvide billeder her

Lav din egen hjemmeside gratis! Dette websted blev lavet med Webnode. Opret dit eget gratis i dag! Kom i gang